UNGs historie

Rammen omkring UNG er inspireret af det amerikansk udviklede program Psychosocial Structured Activity, som er et korttids skoleklassebaseret interventionsprogram, der er udviklet til at hjælpe børn og unge, som har oplevet kriser og traumer. Hver session i dette program består af en serie strukturerede aktiviteter, der har fire komponenter: en indledning, hvor man sidder i en cirkel, en central aktivitet, fx historiefortælling, dans, musik, drama eller tegning, en samarbejdende aktivitet og en afsluttende cirkel.

Rammen er ligeledes inspireret af Classroom-Based Intervention, som er udviklet af Robert Macy. Classroom-Based Intervention er et gruppeprogram, som har til hensigt at genopbygge en fornemmelse af sikkerhed og kontrol uden at fokusere på detaljerne i vanskelighederne eller i traumet. Dette program blev første gang anvendt i 2000 med en teenagebande i Boston og er senere bl.a. anvendt i Indonesien efter tsunamien i 2006. UNG har derudover hentet inspiration fra en række metoder, der har legefyldt aktivitet som fokus. Bl.a. er programmet inspireret af Theraplay, som blev lanceret i 1965, da Head Start, et offentligt finansieret amerikansk tilbud til udsatte børn, blev oprettet.

UNG er ligeledes inspireret af Joyful Playing, som blev introduceret i 1989 i Boston. Joyful Playing har til formål at styrke traumatiserede børn- og unges kompetencer. Det er udviklet af Steven Gross gennem organisationen Life is Good Playmakers i samarbejde med traumeforskeren Bessel van der Kolk, som vidste, at mange traumatiserede børn og unge har svært ved at indgå i legefyldte aktiviteter, fordi de har oplevet, at verden er et farligt sted, hvor det drejer sig om at overleve. Formålet med Joyful Playing er at skabe et godt og trygt miljø, hvor man kan udvikle sig mentalt og socialt, og hvor man hver især oplever at blive set og være en vigtig person i gruppen, uanset hvilken rolle man indtager i aktiviteten. I Joyful Playing er der klassificeret fire domæner, som er vigtige for at indgå i legefyldte samvær: glæde, sociale relationer, indre kontrol og aktivt engagement. Steven Gross har blandt andet været med til at hjælpe børn og unge igennem traumer i mange af verdens katastrofeområder.

UNG er ligeledes inspireret af lege udviklet af den tyske psykiater og familieterapeut Eia Asen, som er bosiddende i London og ansat på Anna Freud Instituttet. Han har bl.a. udviklet Flerfamilieskolen.
Eia Asen anvender en legende tilgang i sin familieterapi for bl.a. at støtte børn, unge og forældres mentaliseringskompetencer. Han er optaget af, hvordan man gennem leg med samspil, der foregår nu og her, kan få barnet, den unge og forældrene til at reflektere over, hvad andre, der er til stede i lokalet, måske tænker og føler, og hvad man tænker og føler i forhold til disse overvejelser. Hvor Theraplay og Joyful Playing i højere grad benytter sig af legefyldte aktiviteters ikke-sproglige kompetencer, aktiverer Eia Asen legens kobling med symbolisering og refleksion. Af andre inspirationskilder til de lege og aktiviteter, der indgår i UNG, kan nævnes aktiviteter der indgår i skuespilleruddannelsen i rolleleg og gaming.

Programmets teoretiske forståelsesramme er neuroaffektiv udviklingspsykologi. Dermed er UNG et struktureret udviklingsbaseret program til forskel fra en manualbaseret tilgang. Vi er af den holdning, at det er ikke mennesket, der skal passe til manualen, men manualen, der skal møde de unge der, hvor de udviklingsmæssigt befinder sig. Det vil sige, at man i forløbet tager hensyn til den samlede ungegruppes følelsesmæssige og sociale udviklingsniveau. Det er således muligt at gentage og variere udvalgte sessioner og de tilhørende temaer over flere sessioner, indtil den samlede grupper er parat til næste udviklingsniveau.

Fra NUSSA til UNG

Først og fremmest er UNG udviklet ud fra NUSSA. Hvor NUSSA er et børneprogram rettet mod 3-13-årige børn er UNG rettet mod 13-23- årige. Således danner alt det ovenfor nævnte fundamentet for NUSSA.

NUSSA blev udviklet i 2010 da Varde Kommune og Afdeling for Traume- og Torturoverlevere (ATT) under Psykiatrien i Region Syddanmark indgik et partnerskab om at udvikle en metode til at forebygge traumatisering hos børn i familier, der er præget af traumer. Bag¬grunden var dels et tidligere samarbejde mellem de to parter om projektet „Børn på tværs af grænser“ og dels, at begge parter på forskellig vis havde erfaring med den indvirkning, forældres traumer kan have på børnene i familien.

Ønsket om at udvikle projektet var inspireret af en rapport udgivet af Sundhedsstyrelsen om social ulighed i sundhed. I rapporten fremgik det, at manglende kognitiv, sproglig, social og følelsesmæssig stimulering i den tidlige udvikling har indflydelse på barnets fysiske og mentale helbred senere i livet, som kunne give problemer i indskolingen og senere i løbet af skoletiden. Dette i form af faglige problemer, konflikter, tale- og sprogpro¬blemer, koncentrationsproblemer og psykiske problemer. I rapporten blev det frem¬hævet, at daginstitutioner og skoler kunne have en selvstændig og stor betydning for børns udvikling, fordi det rette pædagogiske miljø til en vis grad kan kompensere for manglende stimulering i hjemmet. I Varde Kommune oplevede man netop, hvordan nogle af disse problemer kom til udtryk hos børn i familier præget af traumer.

Partnerskabet udmøntede sig i et treårigt udviklingsprojekt med det formål at udvikle en metode, der opbygger børns psykosociale ressourcer gennem struktu¬reret leg. Udviklingsprojektet blev finansieret af Sundhedsstyrelsen via satspuljen „Styrket sundhedsindsats for socialt udsatte og sårbare grupper“, suppleret med egenfinansiering fra både Varde Kommune og ATT. Det var således ATT, der fandt på navnet NUSSA, der som nævnt står for Neuroaffektiv Udviklingspsykologisk Struktureret Social Aktivitet. I udviklingen af programmet havde man fokus på, hvordan pædagoger og lærere kan arbejde med børns evne til affektregulering, følelsesmæssig afstemning med andre, mentalisering samt kapacitet til at indgå i sociale relationer. Udviklingsprojektet blev afsluttet i efteråret 2014 med en stor konference for lærere og pædagoger og udgivelsen af den første NUSSA-manual.

Da udviklingsafdelingen på ATT blev nedlagt var det ikke muligt at fortsætte NUSSA i dette regi. NUSSAs udviklere på ATT kontaktede derfor psykolog Su¬san Hart og spurgte, om hun kunne og ønskede at fortsætte implementeringen af NUSSA, som på det tidspunkt var et manualbaseret program. Efter lidt betænk¬ningstid takkede Susan Hart ja, og det store arbejde med at omforme NUSSA til et udviklingsbaseret program med udgangspunkt i neuroaffektiv udviklingspsyko¬logi blev igangsat.

Evalueringen af udviklingsprojektet i efteråret 2014, mens NUSSA fortsat var en del af ATT, viste, at NUSSA kunne styrke evnen til affektregulering, mentaliseringsevne og evnen til at indgå i sociale relationer hos børn med lave psykosociale ressourcer og lav trivsel. Desuden pegede evalueringen på, at de positive resultater var afhængig af, at implementeringen af NUSSA var tro mod legeprogrammet, samt af trænernes teoretiske forståelse og deres evne til at indgå i afstemmende samspil med børnene.

NUSSA har vist sig at være et program, der har været stor efterspørgsel efter, og der har gennem tiden vist sig et stigende behov for at udvikle et NUSSA for unge. Derfor startede vi i 2020 udviklingen af UNG, og i begyndelsen af 2024 blev UNG en realitet.