Hvorfor et udviklings- og oplevelsesorienteret gruppeprogram for unge?

Det er vigtigt for mennesker, og ikke mindst unge, at kunne indgå i legefyldte aktiviteter uanset om det er sport, musik, drama, rollespil eller gaming. Legefyldte aktiviteter er motivationen til at engagere sig med, forbinde sig med og udforske sit sociale tilhørsforhold. For unge, der har været påvirket af traumer, er engagerende legefyldt aktivitet vanskelig. Unge, der hele tiden skal forholde sig til overvældende trusler, oplever, at de for blot at overleve er tvunget til primært at fokusere på at undgå fare. Det er gennem andres legefyldte engagement, der gør det muligt at udvikle tryghed og tillid til at verden vil dem det godt, som i sidste ende udvikler selvtillid til at udforske sig selv og sin omverden. Mange af de programmer, der udvikles i dag, er samtalebaserede, hvor man forventer at følelsesmæssige, personlighedsmæssige og sociale kompetencer, udvikles gennem samtaler med de unge. UNG er derimod et oplevelsesorienteret program, hvor fokus er, hvordan denne type kompetencer udvikles gennem engagerende samspil i legefyldte aktiviteter.

For at opfylde det udviklingsmæssige i legefyldte aktiviteter skal aktiviteterne være tilpasset aldersgruppen, og de skal være inkluderende. Dette udelukker legefyldte aktiviteter med et konkurrenceelement, som handler om, at man bliver ekskluderet eller får en oplevelse af at være taber. Konkurrence er kun sjovt, når man kan indgå i samarbejdende fællesskaber. De unge skal have en klar oplevelse af, at man ikke kan gøre noget forkert, og have følelsen af at være accepteret og som en del af gruppen. Indre kontrol er den følelse af sikkerhed, selvværd og kompetence, der giver mennesker mulighed for at engagere sig med den omgivende verden. Alle mennesker, har brug for at føle en vis grad af sikkerhed og kompetence for effektivt at udforske sig selv og sin omverden. Verden er et skræmmende sted, hvis man ser sig selv som magtesløs og inkompetent. Det er således ikke selve de legefyldte aktiviteter i UNG, der skaber udvikling, men måden, de unge indgår i de legefyldte aktiviteter på i forløbet.