Før, under og efter et UNG-forløb

UNG-gruppen sammensættes ud fra det kendskab man har til den enkelte unge og i forhold til de overordnede mål for, hvad man gerne vil opnå gennem UNG-forløbet. Man skal således have et godt overblik over ungegruppens styrker og svagheder, og over de skridt, man ønsker der skal tages i en følelsesmæssig udviklingsproces. Man må forsøge at sammensætte gruppen ud fra de unges nærmeste følelsesmæssige udviklingszone så homogent, som det kan lade sig gøre, selvom de gerne må være på forskellige udviklingsniveauer, men afstanden må ikke være for stor. Det er vigtigt at holde sig for øje, at gruppens størrelse og gruppesammensætning er realistisk og overkommelig, for at sikre, at alle har det trygt, hyggeligt og sjovt og oplever sig taget med og anerkendt. Ved gruppens sammensætning, skal der tages stilling til, hvor meget støtte man må forvente, at gruppen har behov for, for at alle trives og for at UNG-trænerne har en oplevelse af, at de har overblik og styr på gruppen.

Under et UNG-forløb – Vurdering af mestring på hvert niveau

Når man har arbejdet med trinnene på niveau 1, opstår spørgsmålet om, hvorvidt de enkelte unge og ungegruppen som helhed i rimelig grad mestrer de færdigheder, der er trænet. Hvis de vurderes at gøre det, kan man fortsætte til niveau 2; ellers er det mere hensigtsmæssigt at gentage trinnene fra niveau 1 eller at arbejde med ekstramaterialet til niveauet. Det samme gælder ved afslutningen på niveau 2 og 3 og ved vurderingen af de følgende trin.

Nedenstående „Vurderingsskema under UNG-forløb“ er beregnet til at vurdere både den enkelte og gruppen som helhed. Ved afslutningen på hvert niveau scores de fem spørgsmål, der hører til niveauet. Desuden foretager man et hurtigt skøn af, om deltageren eventuelt har mistet eller forbedret de færdigheder, man har scoret i tidligere vurderinger.

Scoringerne har fem pointtal.
1 svarer til at den unge aldrig udviser den pågældende færdighed
2, 3 og 4 svarer til at den unge sommetider udviser færdigheden
5 svarer til at den unge hyppigt eller altid udviser færdigheden

Hvis den unge har et gennemsnit på 3 eller derover, kan han/hun have glæde af at gå videre til næste niveau. Hvis profilen er meget ujævn, gentages de trin, hvor den unge er svagest. Det samme gælder for gruppen som helhed. Imidlertid kan der også opstå en stor spredning i gruppen, hvor en eller flere unge scorer lavt, mens andre scorer højt. Når det er tilfældet, må man vurdere, om gruppen skal holdes samlet, eller om det er muligt og hensigtsmæssigt at dele gruppen i to eller flytte en eller flere unge til en anden gruppe, der arbejder på det relevante niveau.

Hvis man ønsker at relatere sine vurderinger under forløbet direkte til UNG-spørgeskemaet, der bruges før og efter starten pået forløb, kan man også bruge skemaet til at vurdere niveauerne undervejs, da skemaet jo også er niveauopdelt. Om man vælger det ene eller andet, er afhængig af, hvad den enkelte træner finder mest informativt og lettest at anvende.